Efteråret gemmer på farer for nysgerrige hunde

Efteråret byder på mange fristelser i hundens snudehøjde, men noget af det, der ligger på jorden, kan være farligt. Vilde svampe er blandt de største risici, da nogle arter kan give alvorlige skader på blandt andet lever, nyrer og nervesystem.
"Mange hunde undersøger verden med munden, og især hvalpe og unge hunde kan nå at sluge noget, før ejeren får reageret. Det er derfor en god idé at holde hunden tæt på sig i områder med mange svampe, kastanjer eller agern," siger Lotte Evers, marketingchef og hundeekspert hos Agria Dyreforsikring.
Ved mistanke om svampeforgiftning bør man kontakte dyrlægen med det samme og eventuelt tage billeder af svampen. Man bør ikke vente på symptomer, da nogle tegn først viser sig efter flere timer.
Hestekastanjer indeholder stoffet aesculin, som er giftigt for hunde, mens agern kan irritere mave-tarm-kanalen og i større mængder påvirke lever og nyrer. Begge dele kan også blokere mave eller tarm.
Nedfaldsfrugt kan begynde at gære og dermed indeholde alkohol. Frugtsten kan desuden give forgiftning eller blokering, mens hvepse, bier og snegle omkring frugten også kan udgøre en risiko.
"Det handler ikke om at man som hundeejer skal være utryg eller bekymret ved at færdes i naturen. Efterårsturen er smuk og stimulerende for både hund og ejer. Men lidt ekstra opmærksomhed og et godt trænet ”slip” kommando kan forhindre mange uheld," siger Lotte Evers.
Faktaboks:
- Vilde svampe kan give forgiftning og skader på lever, nyrer og nervesystem.
- Hestekastanjer indeholder det giftige stof aesculin.
- Agern kan skade mave-tarm-kanalen og give blokeringer.
- Gæret nedfaldsfrugt kan give alkoholforgiftning.
- Frugtsten kan føre til forgiftning eller blokering.
- Snegle kan overføre fransk hjerteorm og rævens lungeorm.
- Ved mistanke om forgiftning eller sygdom bør dyrlægen kontaktes straks.






Accepter kun nødvendige cookies